Markant flere turister overnattede i Viborg i juli

Turismen i Viborg Kommune havde en markant fremgang i juli. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev registreret 62.660 turistovernatninger i kommunen mod 54.451 i juli 2025.
Det svarer til en stigning på 15 procent. Fremgangen var særligt tydelig blandt de udenlandske gæster, hvor antallet af overnatninger steg fra 12.786 til 17.301 – en vækst på 35 procent.
Især tyske og nederlandske turister bidrog til udviklingen.
Viborg Kommunes borgmester, Katrine Fusager Rohde (V), glæder sig over tallene.
"Det er rigtig gode tal, og det er glædeligt, at endnu flere får øje på Viborg Kommune som et sted, der er værd at besøge og blive lidt længere i. Vi har meget at byde på – både stærke kultur- og naturoplevelser og levende byer og lokalområder. Turismen skaber samtidig aktivitet og omsætning lokalt, så fremgangen er positiv for hele kommunen."
Flere turister og overnatninger er samtidig en politisk målsætning i Viborg Kommune. Det indgår som en af de 10 målsætninger i kommunens Sammenhængsmodel, som byrådet vedtog i maj 2026.
Byrådet har også aftalt at arbejde med en målrettet turisme- og brandingindsats i perioden 2026-2029.
"Tallene er selvfølgelig et øjebliksbillede fra en enkelt måned, men de viser en udvikling, vi gerne vil bygge videre på. Vores ambition er, at endnu flere skal opdage de oplevelser, vi har i hele Viborg Kommune, og at turismen skal være med til at skabe vækst og liv både i Viborg og i resten af kommunen. Det er jo også en del af vækstpakken i det budgetforlig, vi skal andenbehandle på byrådsmødet i næste uge," siger Katrine Fusager Rohde.
Fremgangen gjaldt både hoteller og campingpladser. Hotelovernatningerne steg med 28 procent, mens campingovernatningerne voksede med 16 procent.
Faktaboks:
- 62.660 turistovernatninger blev registreret i Viborg Kommune i juli 2026.
- I juli 2025 var tallet 54.451 overnatninger.
- Samlet steg antallet af overnatninger med 15 procent.
- Udenlandske overnatninger steg 35 procent, fra 12.786 til 17.301.
- Tyske og nederlandske gæster bidrog især til fremgangen.
- Hotelovernatninger steg 28 procent, mens campingovernatninger steg 16 procent.
- Flere turister og overnatninger er en af 10 målsætninger i Viborg Kommunes Sammenhængsmodel.






Accepter kun nødvendige cookies